Erindringer om Skamstrup Mølle fortalt af Esther Kristine Marie Larsen,

født Frederiksen, f. 11.juni 1910,  † 21.april 1997, gift med Hans Peter Larsen, f. 23.april 1898, † 26.februar 1984.

De fik sønnen Bent Larsen, f. 29.juni 1932, † 11.august 2013, som i mange år var en af møllens frivillige.

Esther Larsen var født i Skamstrup og levede der hele sit liv – dette er, hvad hun i 1994 i en alder af 84 år fortalte om møllen:

Det første jeg husker var om morgenen, når min mor havde trukket gardinerne fra. Så tørrede hun ruderne for dug og kikkede op for at se på møllen, hvor vinden kom fra.

Senere da jeg var 7-8 år fik jeg lov at komme med møllersvenden op at se, hvad der foregik inde i møllen – hvordan de hejste sækkene op og hældte korn i kværnene. Det var meget interessant, men vi måtte ikke komme længere end op på det andet loft, og jeg har ikke været helt oppe under hatten. Vi måtte heller ikke løbe på omgangen, så vi løb langs grunden.

Hvad jeg ikke vidste dengang var, at møllersvenden senere skulle blive min mand – jeg var jo kun en lille pige og han var 12 år ældre end mig. Hans Peter var tillige brødkusk en dag om ugen, og han havde en islænderhest ude fra Møllegården sammen med en hest fra David Andersens gård. De blev sat sammen til at trække brødvognen den ugedag, hvor han skulle ud at køre – de havde også et par faste brødkuske foruden Hans Peter, som kørte med de store brødvogne.

En dag da han var på vej for at handle brød hos Johannes Christensen, stak de to krikker af med brødvognen, så tvebakkekassen røg af, men det tog man ikke så tungt dengang. Skomagerens håndfaste kone fangede hestene og reddede tvebakkerne, mens min tilkommende mand rendte bagefter vognen.

Mens Hans Peter passede møllen, rendte vi børn omkring ham. Engang havde jeg lagt en blå frakke inde i møllen – det blev den ikke kold af, men helt hvid af melstøv. Vi fulgte med i den daglige gøren og laden og specielt om vinteren, når der var sne kælkede vi også meget ned ad møllebakken – der var en god bane ned mod købmand Thinke. Når vi skulle op igen, fik vi sommetider lov til at binde kælken fast bag på de vogne, som skulle til mølle – det var sådan en dejlig oplevelse.

Vi måtte ikke løbe oppe på omgangen, så vi løb langs med grunden, men ikke oppe ved vingerne, der måtte vi ikke være.

Da jeg så senere blev gift med Hans Peter, var han afløser for mølleren, når han var syg. Han var den der bedst kunne kende forskel på sækkene fra de forskellige bønder, hvilket var meget vigtigt.

Jeg kan huske engang, hvor Hans Peter var ude og være med til at tærske på Birgittehøj, så kommer møllerens kone ud til mig og spørger, om han kunne komme, for mølleren havde fået blindtarmsbetændelse. Jeg ved, at bonden blev meget fornærmet over, at Hans Peter kørte op og passede møllen, men andre kunne hjælpe med at tærske, og Hans Peter var den eneste, der kunne passe møllen.

Der kom bønder både fra Sørninge og Lindholt med et par sække, de skulle have malet med det samme, fordi de ikke havde mere til grisene derhjemme.

På det tidspunkt begyndte bønderne selv at få kværne derhjemme, og til sidst fik Oluf Jensen, som ejede møllen, også selv kværn derhjemme. Da møller Rasmussen døde først i 50´erne, kom der forskellige forpagtere, blandt andet en, der købte foderkridt til at putte i sækkene i stedet for det mel, han toldede. Engang kom min mand op på møllen, og mølleren var i gang med at putte en skuffefuld foderkridt i sækken. Det kan nok være ,at han fik det væk, det var jo ikke meningen, at nogen skulle opdage det. Det var meget billigere end mel, så han toldede lidt rigeligt, men bare vægten passede, så var det jo godt nok. Der skulle være en tønde i sækken, og en tønde er en tønde, hvad der så end var i den.

Hans Peters lommebøger fortæller, hvornår han har været deroppe, fordi han altid har skrevet, når han var på møllen. Et andet regnskab viste, hvem der havde fået malet og hvor meget, men det var på en liste, der lå på en pult med en blyant oppe på møllen.

Det var vist ikke ret meget Hans Peter tjente, men der står noget regnskab bagerst i bogen – der meget meget vel kan være det. Hans Peter fik ikke et fast beløb, fordi det kom an på, hvordan vejret var, for hvis det ikke blæste, var der ikke meget at lave. De havde dog en elmotor i et lille hus i nærheden af, hvor møllehuset ligger. Der gik de ned, hvis de skulle have malet en enkelt sæk.

Siden var han der af og til indtil møllen malede det sidste korn i juli 1959, men da bønderne begyndte at få deres egne kværne, var der ikke meget mere at gøre, men så tog min mand ud og bildede kværnene på gårdene. Bilde er, når man hugger nye riller i kværnestenene.

Han fik 15 – 20 kroner for at sidde og bilde en hel dag, så det var jo ikke ret meget. Så var der oven i købet nogen, der gjorde vrøvl over, at det var for dyrt. Når han havde været ude og bilde, så skulle bildejernene til smeden for at blive rettet op og hærdes.

Der var også andre møller i nærheden: Stormøllen, som mest blev brugt af dem fra Sørninge og Katrinedal, blev dog nedlagt i 30´erne. Der skete jo det med Stormøllen, at Oluf Jensen, som ejede Lillemøllen, købte den og rev den ned, for den lå ikke nær så godt for vinden, og den var heller ikke så synlig som Lillemøllen.

Dem fra Mørkøv kørte til mølle nede ved Ib’s Huse eller ved stubmøllen nede ved Frydendal skole og så var der også en vandmølle ved Torbenfeldt Gods

Engang havde møllen jo sejl på alle fire vinger, men så blev den repareret, og så kom der klapper på to af vingerne. Det kan man også se på den tegning, der er på forsiden af Vingesuset, og som min niece tegnede i 1949. Det var for øvrigt møller Bay – ham der kom efter møller Rasmussen, der har sat krøjeværket på. Så slap han jo for at skulle ud og krøje den hele tiden.

Møllen har jo forandret sig meget siden da. Vejr og vind har sat sine tydelige spor, ligesom børnene, der har brugt den som legeplads. Vi må bare håbe, at der er opbakning nok til at få den på ret køl igen.