Efter mere end 12 års intenst arbejde, med nogle sorger, men mange glæder er Skamstrup Mølle nu genopbygget.
Vi mener selv, at det er en af landets smukkeste møller med en enestående beliggenhed,højt knejsende og med udsigt til og fra alle verdenshjørner.
Det er et vigtigt mål, vi har nået ved færdiggørelsen af møllen, men dog ikke et mål i sig selv. Vi stiller møllen til rådighed for lokalsamfundet, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan møllen kan være et samlingspunkt for Skamstrup og omegn og rammen for styrkelse af nærdemokrati og kulturformidling.
Vi planlægger og håber på en omfattende turisme, således at vi kan formidle et stykke kulturhistorie om mølleri og landsbysamfund før og nu. Nært forbundet med turisme er styrkelsen af lokalsamfundet med mulighed for studiekredse, museum, udstillinger, mødevirksomhed m.v. Alt sammen for at sikre en formidling af dette stykke lokalhistorie til den nuværende og fremtidige generationer.